Kærlighedsbarn

kaerlighedsbarn

Maria Hellebergs store bestseller-roman om den smukke og handlekraftige prinsesse Louise Augusta begynder i 1780, otte år efter, at Johann Friedrich Struensee er henrettet og rigid konservatisme har afløst hans reformvenlige styre.

 

Officielt er hun kongedatter, men alle ved jo, at Louise Augusta er Struensees horeunge med Christian den Syvendes landsforviste dronning, Caroline Mathilde. Hun vokser op ved hoffet med sin bror Kronprinsen som sin eneste ven, og han elsker og vogter over hende livet ud. Han arrangerer hendes ægteskab med hertugen af Augustenborg, som først er et helvede, siden det sødeste erotiske parhold, og så igen – efter indgriben af den elskede bror, der nu er Frederik den Sjette – et helvede af et ægteskabsdrama. Louise Augusta bliver mor til to af Danmarks mest berygtede landsforrædere, men også til en senere dronning, Caroline Amalie.

 

Romanen udspilles i en florissant periode af Danmarkshistorien og med optakten til de slesvigske krige i kulissen. Det er en medrivende beretning om en usædvanlig kvindeskæbne.

 

Tidligere er også udkommet Dronningeskolen, en roman om Louise Augustas datter, dronning Caroline Amalie – samt Mathilde. Magt og maske, en roman om Louise Augustas mor, dronning Caroline Mathilde.

 

Køb bogen HER.

Uddrag fra bogen

Læs uddrag fra romanen Kærlighedsbarn HER.

Om Louise Augusta

Louise Augusta fødes sommeren 1771 som datter af livlægen og diktatoren Struensee og dronning Caroline Mathilde. Året efter blev hendes far henrettet og hendes mor forvist. Hun voksede op i skyggen af et nyt diktatur.

 

I foråret 1784 tog hendes halvbror, kronprins Frederik, ved endnu et statskup magten – og Louise Augusta kom igen til syne. I 1786 blev hun gift med en fjern slægtning, Friedrich Christian II af Augustenborg. En lille nørd, som forelskede sig desperat i sin tilkommende.

 

Først efter ti års ægteskab kom det første barn i ægteskabet, og parret begyndte at udveksle lidenskabelige breve. I en årrække var alt tilsyneladende ren idyl og forelskelse. Politisk set var de to nat og dag. Han blev mere og mere konservativ, mens hun holdt fast ved den franske revolution – og tilbedelse af kejser Napoleon. Ægteskabet brød sammen i 1810, hvor hun modarbejdede hans forsøg på at blive valgt til svensk tronfølger. Da han døde i 1814, var familien bankerot.

 

Det lykkedes hende at få sønnerne sendt til udlandet, og datteren Caroline Amalie giftede sig med den senere Christian den Ottende. Hele livet igennem opfattede hun sig egentlig kun som Struensees datter, gik ind for republik og lighed, men fortsatte med at bo i palæer og slotte.

Pressen skrev

”I KÆRLIGHEDSBARN om prinsesse Louise Augusta behersker Maria Helleberg romanens store personlige og politiske apparat med en imponerende ubesværet overlegenhed.”
– Jens Kistrup, Weekendavisen

 

”’Kærlighedsbarn’ kan stærkt anbefales. Det er en af de mest flydende fortællinger fra Maria Hellebergs hånd. Godt skåret ganske enkelt.
– Connie Bork, Politiken