Alberto

alberto

Alberto er en roman om Bertel Thorvaldsen, den danske billedhugger som på sin karrieres højdepunkt var verdens mest berømte kunstner.

 

Bertel Thorvaldsen vokser op under kummerlige forhold i 1770’ernes København. Faderen er billedskærer og ligesom moderen dranker. Thorvaldsen bliver forælder for sine forældre, som oven i købet slår mønt af sønnens talent for at kunne købe snaps. Men elendigheden skærper hans sanser og gør ham stærk, hvor man mindst ville vente det.

 

Han kommer på Kunstakademiet, men kan ikke ryste sin opvækst af sig. Han er ulærd og utilpasset. I 1797 kommer Thorvaldsen til Rom og bliver ombejlet af digtere og fyrster. Men han fortsætter med at være en outsider i den verden, som hans geni har skaffet ham adgang til.

 

Alberto er historien om en kunstner, der på én gang var ydmyg og selvbevidst og aldrig fandt sig helt til rette i den verden, han fik succes i.

 

Køb e-bogen HER.

Uddrag fra bogen

Læs et uddrag fra romanen Alberto HER.

Om Bertel Thorvaldsen

Som andre stjerner fra Guldalderen fødtes Bertel Thorvaldsen (1770-1844) på samfundets absolutte, iskolde bund. Hans forældre var alkoholikere og flakkede fra hjem til hjem. Bertel var gadebarn uden sko. Og han tegnede og malede med kul på vægge og døre. Ganske ung kom han på Kunstakademiet, og afslørede et overvældende talent. Det førte ham til Rom, hvortil han ankom medbringende sin hund fra København. Han havde meget svært ved at læse, men han kunne SE med hele kroppen. Han blev – sammen med den franske maler David – skildreren af tidens ideal. Fra den ideelle borger til den ideelle fyrste. Han blev en succes og en hel lille koncern. Men han slap aldrig ud af sin herkomst. Livet igennem skrev han den reneste lydskrift.

 

Gift blev han aldrig, men havde mange forhold – og en datter, med den italienske kvinde, som kostede hans søn livet. Datteren lod han opdrage i et kloster. Bertel vendte, som verdensberømt kunstner, tilbage til Danmark i 1838 og blev æresborger i København og kunne overvåge, at byen og staten opførte ”hans” museum, hvori han selv blev begravet.

Pressen skrev

”Der er noget magisk over hendes evne til at gøre fortiden nærværende og vedkommende … frem for alt fortæller hun en bragende god historie.”
– Jyllands-Posten

 

”Helleberg er bare så cool og gnistrende og fintfølende og præcis. ”
– Weekendavisen